Vil du hjælpe til?

De Frivilliges Hjælpecentral i Fredericia

Vil du hjælpe os i vort arbejde?
Er du interesseret i at hjælpe os som medarbejder i De Frivilliges Hjælpecentral?
-vi savner en frisk person, som har lyst og evner til at gøre en forskel for en medborger i Fredericia Kommune.

Opgaverne er meget varierede. Det kan for eksempel dreje sig om, at hænge et billede eller en lampe op. Lime en stol, sy en knap i et par bukser, afrime en fryser eller skifte en pakning i en vandhane. Alle opgaver er "småopgaver", som borgerne normalt tidligere selv har kunnet klare. Vi sørger for, at du kun får de opgaver, som du selv er fortrolige med.

Ofte afsluttes opgaven med en kop kaffe og en hyggesnak. Din indsats er ulønnet, men der ydes dog en mindre godtgørelse for afholdte udgifter.

Desuden afholder hjælpegruppen et møde i Frivillighedscentret den første onsdag i hver måned og herudover er der en årlig julefrokost og sommerafslutning, hvor gruppen mødes til socialt samvær og udveksling af erfaringer. Kom ind i Frivillighedscentret og hør mere om jobbet eller ring til formanden Jørgen Pedersen.

De Frivilliges Hjælpecentral (DFH) er en fredericiansk “opfindelse”, stiftet i år 2000 af Per Jacob Jørgensen – daværende medlem af Frivillighedscenter Fredericias bestyrelse. DFH består i øjeblikket af ca. 14 fingernemme mænd og kvinder, som for de flestes vedkommende er trådt ud af arbejdsmarkedet. Mange har en faglig eller anden praktisk baggrund.

….Men hvad kræver det af mig?

Umiddelbart kræver jobbet kun, at du er en handy-mand/kvinde og er vant til at løse “gør-det-selv” opgaver, og at du har lyst til at gøre noget for andre, at du kan samarbejde og arbejde selvstændigt. Nogle opgaver kræver, at to frivillige hjælpes ad. Vi har værktøj og materialer, som vi stiller til rådighed for medlemmerne.

….Men hvad får jeg ud af det?

Som frivillig i De Frivilliges Hjælpecentral kan du forvente, at:

- vi har brug for dig
- din indsats kommer en medborger til gavn
- du bliver en del af fællesskabet
- du bliver lyttet til
- din indsats bliver værdsat og respekteret
- du får tilbud om deltagelse i sommer- og julearrangementer med andre               frivillige

Er du interesseret, kan du kontakte formand Jørgen Pedersen på telefon 2063 9804 eller ring til Frivilligcentret på telefon 7210 6770. Du kan også sende en mail til: hjaelpecentralen@fc-fa.dk